Det var tilfældet, der fik den svenske billedkunstner Maria Luostarinen til at arbejde med akvarellen. En aften i 2003 ville hun klippe en silhuet af den svenske feminist Ellen Key (1849-1926), som altid har inspireret hende. Hun ledte forgæves efter velegnet papir og en hæderlig saks. I mangel af bedre greb hun tøvende ud efter de akvarelfarver, hun var stødt på. Fra radioen lød Ibsens Et dukkehjem, mens Luostarinen tog fat med vandfarverne. Og endnu har hun ikke sluppet dem.
Tilfældet er også indlejret i akvarelteknikken, også selvom man mestrer den og udfordrer den, som Luostarinen gør. Præcision og tilfælde er teknikkens natur. Det er øvelse i dels at acceptere og dyrke tilfældet og fejlen, dels at gribe ind og forsøge at styre det. Tiden er altafgørende. Her er ikke plads til tøven eller dvælen, akvarel kræver handling her og nu. Der er ingen vej tilbage, når først farven rammer papiret. Desto særligere er Luostarinens store formater. Helt spektakulært er det, at begive sig udi arbejdet med frisen i denne teknok, som hun gør det i Fejl og mangler. En mangeårig drøm bliver opfyldt for kunstneren her i Skovhusets rammer med det mere end otte meter langt akvarelforløb.
Folkeeventyret og landsmanden Carl Larssons (1853-1919) Art noveau-akvarelskildringer af svensk hverdagsliv hører også blandt Louistarinens inspirationskilder. I modsætning til Larssons arbejder bevæger Luostarinensmotiver bevæger sig rundt mellem hinanden i et ikke defineret rum. Den larssonske inspiration kommer mest direkte til udtryk i indfangelsen af natursansninger og i atmosfærefyldte beskrivelser af menneskefigurer. En naturalistisk sammenhlngende fortæling er opløst og erstattet af en mere drømmeagtigt tilstand, hvor fantasifigurer og ”virkelige” ting danser på lige fod i samme dans.
Parallelt med akvarel arbejder Luostarinen også med andre medier, gerne fotografi og installation. Værket Watching/Father's watch, 2010, konkretiserer og understreger tidsaspektet.. Det er ikke et hvilket som helst armbåndsur. Det tilhørte Luostarinens far, som var blind. Glasset er åbnet, og med blikket kan vi næsten mærke urskivens visere og overflade., akkurat som faderens fingre uendeligt mange gange har strøget hen over den for at danne sig begreb om tiden. Hvad der på en gang er et nøgternt registrerende fotografi af en tidsmåler, er samtidig en sansning af historie og personlig erindring. Som de suger tiden til sig og binder den i al dens flygtighed, er fotografiet og akvarellen to sider af samme sag hos Luostarinen. Momentvis fastholdelse af sansning, registrering og erindring, intet mere virkeligt end andet.